Storytime Tag

Jannik, 32: Personlige oplevelser med stress. Jeg er igang med en serie, som handler om hvor udbredt stress er. Tidligere bragte jeg Vibeke fra ByGuldager's personlige oplevelse med stress. Denne serie består af nogle personlige beretninger om folks oplevelser med stress - hvordan de oplevede stress, hvad de gjorde for at få det bedre, og deres råd til de folk derude, der dealer med eller er pårørende til en person med stress. Dagens indlæg er et interview med Jannik, som er 32 år, og er endelig kommet ud af stressens kløer.

Selvkærlighed. I get it. Det er det nye sort anno 2017. Det bliver skrevet vidt og bredt om, at vi skal huske at elske os selv. Vi pudser alle sammen glorien, tager et selfie (red. 200 selfies, og udvælger det pæneste) med et kæmpe smil og skriver 'Jeg har smilerynker, og hvad så? Jeg elsker mig selv og alle mine striber! #selflove #selvkærlighed #duergodnoksomduer' Det er smukt, at vi prøver at minde os selv om at være selvkærlige. Også selvom at det bliver gjort som en stor, fed ønskeløgn på sociale medier. I sidste uge skrev jeg om det hormonforløb, jeg er på med Currame. Et af de helt store fokuspunkter var selvkærlighed, så derfor synes jeg at det er på tide, at reflektere lidt mere over udtrykket.

Jeg glæder mig. For folk, som aldrig er gået ned med stress, kan det svære utrolig svært at forstå sig på, hvordan stress føles. De fleste kender til følelsen af at være stressede. Måske har du selv oplevet at hjertet begynder at banke hurtigere, og mindre gøremål virker umulige. Deadlines, der hober sig op, og man kan ikke se en ende på det hele. Jovel. For de fleste, er det en periode de skal igennem, hvor de kommer ud på den anden side - måske med en sommerferie eller lignende, så man når at lade sine batterier op, før det hele går igang på ny. Men hvad betyder det egentlig at være gået ned med stress.

Man skal reflektere. Jeg skrev i sidste uge et lille indlæg om, hvordan det egentlig føles at være gået ned med stress - på en af de dårlige dage. Hvis du ikke har læst det endnu, kan du gøre det lige her! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når først man er gået ned med stress, så er vejen til bedring ikke en lige linje. Det glemmer jeg selv, rigtig ofte. Jeg bliver overvældet af 'de dårlige tider' og tænker, det betyder at jeg simpelthen er gået i regression. Oftest med rigtig meget navlepilleri tænker jeg over, alle de ting jeg har gjort forkert, siden jeg nu er gået tilbage.

Snydt - ganske enkelt. I en alder af 28 vintre, sidder jeg og har mit andet stress nedbrud. Og jeg føler mig snydt. Snydt for ungdom, snydt for skønhed (for ved gud er det nytteløst, at være i sit livs bedste kropsform og ikke engang at kunne vise den frem!) og snydt for sommer. Ikke at der har været meget sommer i år, men det havde været rart, at i den smule sommer der var, at man kunne have haft overskudet til at gå ud. Sidde på en strand og grille med de næreste, mens man nød et glas rosévin. Men ikke mig, nej. Jeg sidder herhjemme, på min sofa, fordi jeg ikke kan 'overskue' andet. Og når jeg putter overskue ind i disse fine tegn ' ' så betyder det, at jeg bruger ordet overskue, fordi jeg ikke ved hvordan ellers jeg skal forklare det. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst - men min krop har ikke lyst. Hvis jeg får den fantastiske idé at begive mig ud fra lejlighedens fire vægge (figurativt) så får jeg angst, min hjernetåge bliver forværret gange 20 - og dette står på i dagevist.

Og må jeg lige sige, fedt at du er her, og fedt du gider at læse med i mit liv med keto. For at starte HELT ved starten, så har jeg startet denne blog fordi jeg i løbet af kun et par måneder har set, hvilken fantastisk udvikling det har haft på min krop at spise færre kulhydrater. Denne blog skal ikke eksistere for at jeg skal umyndiggøre kulhydrater i kosten - kulhydrater er fantastiske, smager skønt og har helt sikkert sin funktion her i verden - og især for kvinder. Men når det så er sagt, så har jeg selv kæmpet enormt meget med vægten de seneste par år - og INTET, hverken kalorienedsætning, motion eller noget andet har ændret særlig meget på min vægt, mere end blot et par 500 g. hist og her, som hurtigt kom tilbage. Jeg var faktisk næsten nået dertil hvor jeg tænkte "Kan det seriøst være rigtigt, at jeg i en alder af 28 år simpelthen er nået til det punkt i livet, hvor jeg må affinde mig i, at aldrig blive tilfreds med min krop". Det var en forfærdelig, og skræmmende tanke - men efter flere års kamp, så det sådan ud.