blog Tag

Jannik, 32: Personlige oplevelser med stress. Jeg er igang med en serie, som handler om hvor udbredt stress er. Tidligere bragte jeg Vibeke fra ByGuldager's personlige oplevelse med stress. Denne serie består af nogle personlige beretninger om folks oplevelser med stress - hvordan de oplevede stress, hvad de gjorde for at få det bedre, og deres råd til de folk derude, der dealer med eller er pårørende til en person med stress. Dagens indlæg er et interview med Jannik, som er 32 år, og er endelig kommet ud af stressens kløer.

Selvkærlighed. I get it. Det er det nye sort anno 2017. Det bliver skrevet vidt og bredt om, at vi skal huske at elske os selv. Vi pudser alle sammen glorien, tager et selfie (red. 200 selfies, og udvælger det pæneste) med et kæmpe smil og skriver 'Jeg har smilerynker, og hvad så? Jeg elsker mig selv og alle mine striber! #selflove #selvkærlighed #duergodnoksomduer' Det er smukt, at vi prøver at minde os selv om at være selvkærlige. Også selvom at det bliver gjort som en stor, fed ønskeløgn på sociale medier. I sidste uge skrev jeg om det hormonforløb, jeg er på med Currame. Et af de helt store fokuspunkter var selvkærlighed, så derfor synes jeg at det er på tide, at reflektere lidt mere over udtrykket.

Snydt - ganske enkelt. I en alder af 28 vintre, sidder jeg og har mit andet stress nedbrud. Og jeg føler mig snydt. Snydt for ungdom, snydt for skønhed (for ved gud er det nytteløst, at være i sit livs bedste kropsform og ikke engang at kunne vise den frem!) og snydt for sommer. Ikke at der har været meget sommer i år, men det havde været rart, at i den smule sommer der var, at man kunne have haft overskudet til at gå ud. Sidde på en strand og grille med de næreste, mens man nød et glas rosévin. Men ikke mig, nej. Jeg sidder herhjemme, på min sofa, fordi jeg ikke kan 'overskue' andet. Og når jeg putter overskue ind i disse fine tegn ' ' så betyder det, at jeg bruger ordet overskue, fordi jeg ikke ved hvordan ellers jeg skal forklare det. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst - men min krop har ikke lyst. Hvis jeg får den fantastiske idé at begive mig ud fra lejlighedens fire vægge (figurativt) så får jeg angst, min hjernetåge bliver forværret gange 20 - og dette står på i dagevist.

Vejen til helbredelse af binyretræthed kan være lang og hård - og umiddelbar og let for nogen. Det er meget individuelt fra person til person, hvor langsomt, hurtigt, let eller svært det går. Hvis du endnu ikke har læst mit indlæg om, hvad binyretræthed er, kan du læse dette her. Som jeg også skrev i det indlæg, er den tid det tager os at få det bedre, når vi får binyretræthed, handler både om den personlige genetik af personen, men også hvilke ting man gør, når man får det dårligt. Det vigtigste er, at man husker at hver person er unik, og derfor er der ikke én enkelt løsning som på magisk vis helbreder én, når man først er havnet i suppedasen. Misforstå mig ikke, det er ikke umuligt at komme tilbage fra binyretræthed, men én ting er kanon vigtig i vejen til helbredelse..

En lille historie om, hvorfor jeg gik ned med stress og binyretræthed

Der var engang hvor jeg troede at vejen til sundhed var snor-lige. Den rigtige mad, masser af motivation og træning. Først og fremmest handlede sundhed kun om spejlbilledet der kigger tilbage på én. Nogen gange i vores bestræbelse på perfektion, kan vi godt helt glemme at lytte til vores sjæl og til vores krop. Det var netop hvad jeg gjorde, da jeg startede min sundhedsrejse. For alt i verden, skulle min vægt ned og ramme under 60 kg... Men helst 55 kg (den glorificerede gymnasievægt - vi kender den alle). Denne bestræbelse var alt opslugende og jeg spiste hverken nok til at varetage min krop, eller mit sind. Sagen er, at det i virkeligheden stresser kroppen rigtig meget, hvis man fuldstændigt ændrer sin kost, som jeg gjorde, fra de ene dag til den anden.