Blog

Så er vi over den festlige jule og nytårstid. Dette betyder at vi skal tilbage på sporet med de personlige oplevelser med stress. I dag skal vi høre fra Lise fra Lisesommerlund.dk – en blogger jeg ser meget op til! Og tænk engang, hun er lige så spændende og charmerende i virkeligheden som hun er på bloggen.

Dette er hendes fortælling.

Gæsteblogger Lise fra Lisesommerlund.dk

Aaah ”Vejen til sundhed” det lyder da virkelig lovende. Fantastisk, at kunne ytre mig til dig her også. Jeg hedder Lise er 31 år, mor til Jules og blogger ovre på lisesommerlund.dk. Jeg interesserer mig meget for mental sundhed, fysisk sundhed, økonomi og livsstil. Og så elsker jeg, at give mine læsere inspiration til en sjov hverdag, stof til eftertanke og en ny måde at håndtere hverdagens udfordringer på. Samtidig med det, så deler jeg oplevelser. Ups’n downs fra mit liv. Netop opture og nedture er der nemlig mange af i vores liv. Det kan ikke undgås, men det er hvordan vi håndterer dem, der er det vigtige.

Her i indlægget vil jeg besvare Sarahs spørgsmål og fortælle min historie med stress og stress udløst depression. Det var en hård omgang og hvis du har nogen spørgsmål til mig efterfølgende, så er du velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk eller selvfølgelig futte forbi min blog. https://Lisesommerlund.dk vi ses.

”Hvad er din oplevelse med stress?”

Jeg har haft stress inde på livet nogle gange. Første gang var jeg meget ung og jeg blev ramt virkelig hårdt. Stressen gik næsten direkte over i en nedsmeltning og en depression.

Jeg ved nu, at det vigtigste var at lære af det. Det lyder som et gammelt bånd I know. Men det jeg mener er, at vi alle sammen igennem vores liv vil opleve stress i en eller anden grad. Nu ser jeg det som en fordel, at jeg fik mit første møde så tidligt som jeg gjorde. Så igennem indlægget her, håber jeg på at hjælpe dig med at takle stress anderledes i fremtiden med den uvurderlige viden du faktisk sidder med lige nu.

So here’s what happened

Jeg røg ned med stress i studietiden. Jeg ville være den bedste og havde rigtig svært ved at prioritere. I mit dagligdags studie var jeg vanvittigt presset, jeg sagde ja til at være med i skolerådet, fordi alle gerne ville have mig med. Jeg var altid den, der blev peget på som tovholder i projekter etc. Så det gjorde jeg da også ”bare”. Jeg arbejdede alle mine weekender væk og begyndte at mangle tid i hverdagene. Samtidig var jeg frustreret over at mine medstuderende tilsyneladende ikke havde nogen problemer. Så hvad gjorde jeg forkert?

Autopilot

Jeg har en forfærdelig evne til at gå på autopilot, når jeg er meget presset. Jeg nedprioriterer at spise, drikke, tisse, sove og have det sjovt. Og det var præcis det der skete. Jeg begyndte at holde mig vågen om aftenen for at nå alle mine lektier og to-do’s. Op til nedturen begyndte jeg også at lave mange lister. Udførlige lister med, hvad jeg skulle nå i løbet af dagen. Der var så mange punkter, at jeg skulle have været 2 af mig selv, for at nå det. Listerne blev værre og til sidst skrev jeg også tider på. Det eneste jeg ikke satte tid på var faktisk toiletbesøg. I dagene op til nedsmeltningen var jeg så stresset, så jeg ikke sov. Flere samtaler kunne køre oven i hovedet på mig, på samme tid og det var umuligt at stoppe tankestrømmen. Når jeg endelig sov, så vågende jeg med 10-15 minutters intervaller. Jeg følte altid, at jeg havde glemt noget eller at jeg havde sovet over mig!

Vendepunktet

Der var utroligt mange ting, der spillede ind med hensyn til turen ned. I tiden omkring nedturen var mit kærlighedsliv også noget rigtig rod. Vendepunktet kom da min far blev dødeligt syg. Vi havde et rigtig mærkeligt forhold. Min far er en meget temperamentsfuld mand og har igennem tiden sagt ting i arrigskab, som ingen børn har lyst til at høre fra deres forældre og vi bragede tit sammen.

Da han blev syg, blev jeg alligevel sindssygt bange for at miste ham! Jeg mener, at der er noget urmenneske instinkt, der binder os sammen med vores forældre (Maslow har skrevet om det). Det passede i hvert fald på mig. Jeg var virkelig bange. Hospitalet var få kilometer væk fra hvor jeg boede og jeg besluttede mig for at besøge ham så meget som muligt. Jeg købte mad, snacks og bøger. Sådan at opholdet måske blev mere tåleligt for ham. Men tidligt, måske ved 3. besøg, lod han sit temperament løbe af med sig… endnu en gang.

Jeg kom ind på hospitalet og gik op til hans stue. Han lå i sengen i det hvide og blå hospitalstøj. Han så grå og syg ud. En skygge af den far som jeg var vant til. Jeg sagde hej og fortalte ham, at jeg havde købt nogle nødder og fundet en bog han nok ville kunne lide.

Pludselig sagde han: ”Kommer du bare for at se mig syg? Jeg er kommet frem til, at det må være derfor! Du må få noget ud af det jo! Du nyder det kraft-fandenme!

Jeg svarede selvfølgelig ”NEJ”, selvfølgelig var det ikke derfor! Og så begyndte klappen at gå ned… Jeg gik lidt baglæns, samlede mine ting og gik. Jeg hulkede så snart jeg var fri af hospitalet og faktisk hele vejen hjem.

Jeg gik hjem

Da jeg kom hjem kunne jeg bare mærke, at jeg lukkede ned. Det var en meget mærkelig følelse. Først sad jeg og stirrede ud i luften. Gik i stå. Jeg prøvede at starte autopilot Lise, men hun virkede ikke… Jeg begyndte at græde igen, sad og hulkede alene. For hvert hulk, slukkede en del af min hjerne. Nedsmeltningen var i gang.

Tur hos lægen

Først nogle dage senere kom jeg til lægen, som først sagde stress, men kort efter fik jeg diagnosen stress udløst depression. Jeg fravalgte brug af medicin og fik ikke psykolog-hjælp etc. Og det var dét jeg følte var det rigtige for mig. Jeg havde simpelthen brug for fred.



”Hvor lang tid havde du stress/depression og hvor lang tid gik der før du kom oven på?”

Da alt var overstået, kunne jeg se at stressen var blevet gradvist værre og havde været under opsejling i lang tid. Men fra nedsmeltning til omsmeltning vil jeg sige, at der gik 9 måneder. Jeg tror, at der er mange der tror de har stress, men i virkeligheden går rundt med en depression. Sådan lyder det i hvert fald, når jeg hører jeres oplevelser.

”Hvad syntes du, er særligt ved stress og depressioner?”

Stress er en tilstand, hvor din krop sender dig en masse advarsler. Hvis du ignorerer dem og ikke tager dig af det, så ender du sikkert med en depression.

Depressioner er virkelig ikke noget man kan styre selv, hvis man først er ramt. Jeg er en meget stærk person, men depressionen var ikke noget som jeg kunne komme af med. Og jeg prøvede VIRKELIG. Det var som om min hjerne ikke virkede som den skulle. Jeg blev forvirret af de mest simple ting.

”Hvordan følte du, at dine pårørende og bekendte reagerede på at du havde en depression?”

Jeg lukkede mig helt inde, fik social angst og paranoia. Jeg var sjældent ude, brugte ikke min telefon eller sociale medier. Jeg kom ikke til familie sammenkomster etc. De fleste forstod det ikke rigtigt og jeg havde ikke energi til at forklare, hvis jeg blev spurgt. Min far og jeg talte ikke sammen i 6 mdr. og hvis der var nogen, der satte spørgsmålstegn ved diagnosen, så lukkede jeg dem ude eller undgik emnet helt.

”Er der noget du synes, at pårørende til stress- og depressions-ramte bør vide?”

Hvis du ikke selv har prøvet det, så ved du ikke hvad det er. Stress og depressioner er MEGET komplekse ting og især depressioner er ikke noget du kan styre når det først er gået galt. Her mener jeg, at man ikke kan ”ønske” en depression væk eller ”bare lade være med at tænke på det”. Det er klassiske råd fra velmenende pårørende. Som pårørende burde man måske se på, om det er ens eget (den pårørerenes) behov om, at alt skal være som det plejer. Nogle pårørende kan slet ikke overkomme at være der for den ramte. Det er sørgeligt, fordi det er en periode, hvor man som pårørende kan vise, hvad man er lavet af og hjælpe den ramte tilbage til livet.

Mit bedste råd til pårørende

Giv plads, tid og lyt for fanden. Når en person har stress eller en depression, så er det ikke tiden til at negligere den ramtes følelser, men at acceptere dem. Stress og depressioner er noget man kun kan komme ”igennem” ikke udenom. Hvis du virkelig gerne vil hjælpe, så spørg hvad du kan hjælpe med. Hvis den ramte ikke kan overskue, hvad det kunne være, så fokuser på dagligdags ting, der SKAL ordnes og hjælp med det. Hvis den ramte selvfølgelig ønsker det.

”Er der noget som du synes, har hjulpet imod din stress og depression?”

Jeg kan nævne rigtig mange ting. Men den vigtigste er at få styr på dine prioriteter. Lav være med at bruge et minut på noget, der ikke hjælper eller aflaster dig. Prioriter dig selv og dit helbred. Alt andet kan vente lige nu. Sig fuck det, hvis du mister noget i perioden. Hvis det var ægte, så skal nok du få det igen. Lige nu er du i krise. Din krop og dit hoved er i krise. Så prioriter dig selv og gør hvad der er vigtigst for dig. Du er trods alt kun et menneske.

”Har du lært noget af at have haft stress og depression?”

Meget! Jeg har lært mine stress-tegn at kende meget tidligt i mit liv og det har hjulpet mig helt enormt. Et råd i samme tråd ville være, virkelig at lægge mærke til hvilke ting, der gjorde at du fik stress og samtidig acceptere det. Hvis du ikke accepterer det og lever efter det, vil du ende samme sted igen eller værre, nemlig med en depression.

”Har du ét enkelt råd til en person som lider af stress?”

“You can do anything you want, but you can’t do EVERYTHING!”

De fleste griner lidt, når jeg siger dette, men det er virkelig rigtigt. De fleste, der får stress er jo mennesker med store ambitioner og med store krav til dem selv.

”Du skal finde en balance i dit liv og det er nu. Din krop taler til dig og nu er det dig, der skal lytte”

Det var alt for denne gang. Jeg håber, at du kunne bruge min oplevelse og råd til noget. Det var i hvert fald interessant at gå lidt tilbage i tiden og også lidt hårdt. Sådan er det jo. Stress kommer mere på programmet på min blog i fremtiden. For hele min historie er ikke fortalt endnu. Jeg håber at du har lyst til følge med på min egen blog https://lisesommerlund.dk

Hvis du vil høre mere om mig, min livstil, inspiration til hverdagen og stof til eftertanke. Så kan du følge mig på https://lisesommerlund.dk , på facebook eller Bloglovin‘. Så bliver du løbende opdateret og forhåbentlig også inspireret. Du er ALTID velkommen til at skrive til mig på kontakt@lisesommerlund.dk

Jeg ønsker dig virkelig god vind fremover, hvis du er ramt af stress eller en depression. Så føler jeg med dig. 1000 kram, held og lykke.

Vi ses ♥

Leave a Comment:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.