Stress

Hej derude. I dag vil jeg dele noget meget personligt. Nemlig et brev, jeg skrev til mig selv, da jeg havde det allerværst. Dengang var jeg gået ned med stress, dog en meget anderledes situation end nu. Hvis jeg ikke havde været den oplevelse igennem, havde jeg haft en meget anderledes liv den dag idag. Jeg er naturligvis ikke perfekt, for jeg er 'her' jo på sin vis igen. Men så alligevel meget anderledes. Denne her gang, stoppede jeg mens legen var god. Jeg kunne se, at hvis jeg ikke gav mig selv en velfortjent pause, ville det gå som det gjorde sidst - og derfor stoppede jeg simpelthen. Med alting.

Der er skrevet lange sange om, hvor vigtigt søvn er, for vores generelle helbred. Hvis du åbner en selvhjælpsbog der skal fortælle dig, hvordan du kommer til at sove godt, er det første der står: hvis du ikke sover, så er det noget værre lort. Du kan faktisk nærmest dø. Og så sidder man der, med gippende øjne, og har ikke sovet i en uge. Og hvis man så i forvejen ikke tænker, verden er forfærdelig, jeg er ved at blive sindssyg, og skal sikkert dø... Så tænker man det nu. Vi ved alle sammen godt, at søvn er vigtig. Hvis du sidder her, har du sikkert også prøvet at ikke kunne sove. Måske mange gange. Måske flere gange om ugen. Måske hver nat.

Vejen til helbredelse af binyretræthed kan være lang og hård - og umiddelbar og let for nogen. Det er meget individuelt fra person til person, hvor langsomt, hurtigt, let eller svært det går. Hvis du endnu ikke har læst mit indlæg om, hvad binyretræthed er, kan du læse dette her. Som jeg også skrev i det indlæg, er den tid det tager os at få det bedre, når vi får binyretræthed, handler både om den personlige genetik af personen, men også hvilke ting man gør, når man får det dårligt. Det vigtigste er, at man husker at hver person er unik, og derfor er der ikke én enkelt løsning som på magisk vis helbreder én, når man først er havnet i suppedasen. Misforstå mig ikke, det er ikke umuligt at komme tilbage fra binyretræthed, men én ting er kanon vigtig i vejen til helbredelse..

En lille historie om, hvorfor jeg gik ned med stress og binyretræthed

Der var engang hvor jeg troede at vejen til sundhed var snor-lige. Den rigtige mad, masser af motivation og træning. Først og fremmest handlede sundhed kun om spejlbilledet der kigger tilbage på én. Nogen gange i vores bestræbelse på perfektion, kan vi godt helt glemme at lytte til vores sjæl og til vores krop. Det var netop hvad jeg gjorde, da jeg startede min sundhedsrejse. For alt i verden, skulle min vægt ned og ramme under 60 kg... Men helst 55 kg (den glorificerede gymnasievægt - vi kender den alle). Denne bestræbelse var alt opslugende og jeg spiste hverken nok til at varetage min krop, eller mit sind. Sagen er, at det i virkeligheden stresser kroppen rigtig meget, hvis man fuldstændigt ændrer sin kost, som jeg gjorde, fra de ene dag til den anden.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=CpMAp20iB4c] Jeg har fornyligt fundet ud af, at jeg nok (ihvertfald) er gået ned med stress, og / eller har binyretræthed. Da denne blog handler om, hvordan man finder vejen til sundhed, synes jeg lige så godt, at jeg kunne dele dette med jer. I denne video fortæller jeg lidt om, hvad binyretræthed er, hvilke symptomer man får, hvis man har det.. Hvilke symptomer jeg har, og hvad jeg gør, for at få det bedre. Som sagt i videoen, kan jeg ikke være sikker på, at det jeg lider af er binyretræthed. Men jeg ved at jeg har en del (men bestemt ikke alle) symptomer på denne tilstand.