april 2018

Tænk engang at der er gået 9 måneder, siden jeg gik ned med stress. Det er simpelthen for vildt. Da jeg gik ned med stress følte jeg, at mit liv nu stod stille. Jeg følte mig snydt - som jeg også tidligere har skrevet om her. Set tilbage, så er det jo helt vanvittigt, at jeg tænkte sådan. Så derfor vil jeg sige til dig, der er kommet ind på denne side, fordi du er gået ned med stress: Det er når livet går langsomt, at du bevæger dig mest.

Det mest frigørende her i livet man kan gøre, er at owne sit sht. At sige 'her er jeg, sådan er jeg, og ved du hvad? Jeg er god nok PRÆCIS som jeg er!' Det er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort.  Faktisk har jeg selv, stort set hele mit liv, været en kæmpe undskyldning for mig selv. Jeg har altid prøvet at passe ind (om end, ikke lykkedes særlig godt, men jeg prøvede). I mange år fik jeg faktisk at vide at jeg var dødirriterende, fordi jeg altid prøvede så hårdt på at få folk til at kunne lide mig. At mine venner ikke kunne lide mig når vi var sammen med deres andre venner, fordi jeg blev 'mærkelig'.