Min historie om stress & vejen til sundhed er uransagelig

En lille historie om, hvorfor jeg gik ned med stress og binyretræthed

Der var engang hvor jeg troede at vejen til sundhed var snor-lige. Den rigtige mad, masser af motivation og træning. Først og fremmest handlede sundhed kun om spejlbilledet der kigger tilbage på én. Nogen gange i vores bestræbelse på perfektion, kan vi godt helt glemme at lytte til vores sjæl og til vores krop. Det var netop hvad jeg gjorde, da jeg startede min sundhedsrejse. For alt i verden, skulle min vægt ned og ramme under 60 kg… Men helst 55 kg (den glorificerede gymnasievægt – vi kender den alle). Denne bestræbelse var alt opslugende og jeg spiste hverken nok til at varetage min krop, eller mit sind. Sagen er, at det i virkeligheden stresser kroppen rigtig meget, hvis man fuldstændigt ændrer sin kost, som jeg gjorde, fra de ene dag til den anden.
Alt samtidigt med at jeg havde eksamensperiode på mit universitet, forsøgte at laveårsregnskab på mit freelance-firma, havde omlagt mit træningsprogram fra stort set ingen træning  til løb 3 gange om ugen samt HIIT træning… tre gange om ugen. I tillæg til alle disse stressfaktorer, så havde jeg faktisk også kort tid forinden, fået en abort. Denne abort er nok største delen af grunden til, at jeg fik sådan et kæmpe behov for at få ’styr på mig selv’ og ’styr på min krop’ eller – udøve kontrol, fordi jeg følte at jeg havde mistet den.

Hvordan ser stress ud?

På ydersiden så det sikkert ud til at jeg havde styr på alting, tabte mig hurtigt, havde styr på min diæt, dyrkede masser af motion. Dette er alt sammen succeskriterier vi alle kender fra #healthyliving #fitlife #fitspo men når alt kommer til alt så kan en livsstil som virker sund, være rigtig usund hvis det ikke bliver gjort med måde. Man kan ikke gå fra 0 km/t til 120 km/t, uden at det har konsekvenser. Din motor er slet ikke vant til at køre så hurtigt! For mig var konsekvenserne af dette, at jeg simpelthen mere eller mindre gik ned med stress og/eller binyretræthed efter blot et par måneder.

I noget tid var jeg selvfølgelig i benægtelse og fortsatte min livsstil, men efterhånden måtte jeg indse at projekt perfekt krop bliver nød til at komme sekundært. Indtil at jeg har fået styr på stressen og binyretrætheden. Det har betydet at jeg imidlertid har droppet diæten (selvom jeg stadig spiser sundt, men flere kulhydrater). Jeg kan allerede se nogle af de kg jeg har tabt, er krybende på vej tilbage. Og det er fint nok – jeg kan altid tabe dem igen. Dette er, hvad der sker, når man ikke tager vare på sin krop og sit sind.

Hvad betyder det så nu?

Jeg har måtte sande, at hvis jeg skal køre 100% ind på projekt sundhed, må mit sinds sundhed komme først. Dette betyder, at jeg i den næste tid vil fokusere på mindfulness, meditation, lange gåture. Fremfor, som før, kg på vægten, fedtprocent og HIIT træning.

Hvad jeg har lært af dette er, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop, og ikke blot fokusere på at være ‘perfekt’. Man kan ikke bare ændre alting overnight. Sådan fungerer livet ikke. Så i al dette hurlomhej, så vil jeg råde enhver, først og fremmest at lytte til de signaler din krop sender dig. Lav alle ’sunde’ ændringer i dit liv gradvist. Lad være med at gå fra 0 til 120 på en enkelt dag, trap langsomt op, så du ikke stresser dig selv og dit system. De ændringer du ønsker, skal nok komme stille og roligt. Du skal blot have lidt tålmodighed. Det nytter ingenting at presse sig selv for hårdt.

Min situation var særlig

Det er nok ikke alle, som har gang i så mange ting, som jeg havde – samtidigt. Det er også langt fra alle, som lige har skulle komme igennem en abort. Der er mange faktorer, som spillede ind i at det gik for mig, som det gjorde. Men uanset om man har gang i så mange ting som jeg, så viser min oplevelse, at det faktisk stresser kroppen enormt meget, at pludselig ændre sin diæt. Og skrue enormt op for træningen. Derfor er det også vigtigt at man samtidig tager sig noget tid til at lytte til sin krop. For tiden lytter jeg meget til guidet meditationer. Dette gør jeg, for at blive mere mindful omkring hvad der sker i min krop. På den måde kan det være, at jeg ser faresignalerne næste gang istedet for at bare presse videre. Når alt kommer til alt har dette mindet mig om, at sundhed ikke blot handler om, hvordan jeg spiser. Det handler også om, hvordan alting spiller sammen, hvordan din krop har det, og hvordan dit stress niveau har det.

Leave A Reply

* All fields are required