Jeg føler mig snydt!

Snydt – ganske enkelt. I en alder af 28 vintre, sidder jeg og har mit andet stress nedbrud. Og jeg føler mig snydt. Snydt for ungdom, snydt for skønhed (for ved gud er det nytteløst, at være i sit livs bedste kropsform og ikke engang at kunne vise den frem!) og snydt for sommer. Ikke at der har været meget sommer i år, men det havde været rart, at i den smule sommer der var, at man kunne have haft overskudet til at gå ud. Sidde på en strand og grille med de næreste, mens man nød et glas rosévin.

Men ikke mig, nej. Jeg sidder herhjemme, på min sofa, fordi jeg ikke kan ‘overskue’ andet. Og når jeg putter overskue ind i disse fine tegn ‘ ‘ så betyder det, at jeg bruger ordet overskue, fordi jeg ikke ved hvordan ellers jeg skal forklare det. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst – men min krop har ikke lyst. Hvis jeg får den fantastiske idé at begive mig ud fra lejlighedens fire vægge (figurativt) så får jeg angst, min hjernetåge bliver forværret gange 20 – og dette står på i dagevist.

Det er en kamp at komme tilbage fra stress. En kamp, de fleste først snakker om, når de egentlig er kommet ovenpå. Grunden til dette er, at de færreste ønsker andre ser dem, når de har det sværest. Eller at de ikke vil virke svage, men stærke. Der er intet svagt ved, at have haft stress og at være kommet ovenpå igen – det er stærkt. Hvad der ikke er stærkt er, når det hele stadig står på.

Da jeg startede denne blog oprindeligt tænkte jeg, at dette var en blog som skulle handle om keto, lchf og den sunde livsstil. Men livet ville det, at jeg i samme åndedrag gik ned med stress. Jeg ved faktisk ikke den dag i dag, om min daværende sunde livsstil var et af de sidste dråber som gjorde udfaldet. Egentlig er den sunde livsstil noget, jeg vildt gerne vil tilbage til – men lige nu er det simpelthen umuligt.

Den mindste aktivitet er en stressfaktor

Denne blog er fyldt med artikler om alle de ting man kan gøre, for at slippe ud af stress’ens favnetag. Et sted kan man jo godt tænke, hvorfor sidder du og praler med at du ved alle disse ting, når du selv er gået ned. Jamen det skal jeg fortælle dig. Bare fordi man kender alle rådene ud og ind, kan man simpelthen gå hen og glemme de gode råd i hverdagsvirvaret. Jeg vidste godt at jeg var stresset igen, men ikke så meget som jeg åbenbart var. Jeg tænkte hele tiden ‘bare to uger mere, så kan jeg slappe af’ – men der var altid nye ting, som blev tilføjet til listen.

Indtil det punkt hvor alt blev en stressfaktor og hjernetågen bankede på. Den forbandede hjernetåge. Det er den, som hindrer mig i at tænke klart. Hjertebanken i tide og utide, jovist, men det er hjernetågen som hindrer mig i alting.

Hvis i er gået ned med stress, kender i sikkert tanken – “Det er to måneder siden jeg gik ned. Jeg har stort set ikke lavet noget siden, ud over at slappe af. Hvorfor får jeg det ikke bedre?”.

Den tanke er død irriterende, men ikke desto mindre føler jeg at den bliver råbt ind i mit hovede, højere og højere som dagene går. Til at starte med var jeg meget positiv. “Pokkers også, det skete igen. Det er der ikke noget at gøre ved, nu må du være sød mod dig selv, og så skal det alt sammen gå.” sagde tanken dengang. Men som tiden går, og jeg ikke får det bedre, så synes jeg at det hele begynder at se mere sort ud.

Det er svært at være 28 år

Kan man synge, sådan lidt sarkastisk, med ‘Krumme’ melodien. Det er i hvert fald ikke let, at være 28 år og have været gået ned med stress to gange. Man kan spørge sig selv, skal det være sådan her altid? En enkelt stresset periode, mere skal der ikke til, før man går ned med stress igen?

Jeg har læst diverse selvhjælpsbøger, men bliver røv irriteret over, at der ikke er nogen som har nogle gode råd, hvis man er studerende. ‘Tal med din leder, sygemeld dig i 12 uger, og aftal en langsom opstart’. Ja, det er godt du. Prøv du det med Universitetet. ‘Jeg tager lige orlov i 12 uger, og så kommer jeg tilbage og starter langsomt op igen’ – det kan man ikke. Enten er man fuldtidsstuderende, eller også er du ikke studerende. Tak, fremdriftsreform.

Derfor kan hele udsigten se ekstra grå ud, da jeg skulle have startet på det semester nu, som jeg faktisk manglede fordi jeg var tvunget til at tage et helt semesters orlov, sidst jeg gik ned med stress. Og med tingenes tilstand lige PT. er jeg langt fra klar til studiestart.

Jeg kan gå ned over de mindste ting. På det seneste, især den rejse til USA som jeg havde planlagt med min kæreste og to venner til slut August. Da jeg gik ned i Juni tænkte jeg, at det skulle jeg nok nå at komme på dupperne til. Men lige nu føler jeg det som om, at jeg har det lige så stramt nu, som jeg havde det, da hele det her startede. Hvis ikke værre – selvom jeg føler at jeg har gjort alle de rigtige ting.

Og jeg føler mig snydt.

Jeg vil gerne være i stand til at gøre min bachelor færdig. Det synes jeg ikke er for meget forlangt ved kasse et, ved uddeling af kompetencer. ‘I stand til at gøre bachelor færdig’ – den kompetence vil jeg meget gerne have. Jeg ved, at jeg har hovedet skruet ordenligt på – jeg kan mit shit. Men lige nu, kan jeg ingenting. Ikke engang se mine venner.

Det ser jo alt sammen sort ud

Grunden til at jeg deler disse tanker og indlæg med jer, er fordi jeg vil have at i skal vide, at jeg også kæmper med ting. Når jeg skriver de andre blog indlæg kan det se åh, så poleret ud. Man skal bare gøre sådan og sådan, så slipper man af med stress – men det er bare ikke så simpelt. Stress og binyretræthed er sit helt eget bæst, og kan ikke bare lige tackles én to tre, færdig. Der er ikke noget facit for, hvordan man kommer ud af stress. Det eneste man kan gøre er, at blive ved med at prøve. At kæmpe, og aldrig give op.

Jeg håber at dette indlæg kan give lidt kontrast til det polerede ydre. Lidt sandhed om, hvordan det i virkeligheden er at være gået ned med stress. På den måde kan i også se, hvor jeg er nu, og hvordan jeg når hen til ‘den anden side’ skridt for skridt. Helt fra begyndelsen.

Leave A Reply

* All fields are required