At rejse med stress

Om man skal – eller ikke skal rejse, når man har stress.

Jeg har tidligere i mine indlæg skrevet om, at jeg har planlagt en rejse til USA. Tidligere kunne jeg ikke se hvordan jeg på nogen måde skulle blive klar til at rejse inden da. En af mine primære frygter angående at rejse er, at jeg jo har nogle symptomer, som kan gøre det rigtigt svært for mig at rejse. Jeg er især plaget af hjernetåge, og når den bliver slem, kan jeg få rigtig slem angst. Tidligere har jeg knyttet hjernetågen sammen med, at når jeg har anstrengt mig, og gjort ting som måske var ‘en tand for meget’, er min tilstand blevet værre. Dette er ting, som jeg egentlig gerne vil …

Ting som at tage ind til København og have en hyggelig dag med min familie. En hel dag, vel og mærke, sammen med folk hvor vi laver ting. Her kunne jeg få fornemmelsen af angst som pressede sig på, men for at ikke lade denne tage for meget fat om mig, drak jeg simpelthen alkohol for at dulme den. Det har jeg gjort flere gange i denne omgang – tyet til alkohol for at dulme mine symptomer.

Det er naturligvis ikke særlig produktivt, men jeg ville så gerne være sammen med min familie og hygge mig på ‘normal vis’.

Hvad er normalt?

Min psykolog spurgte mig, når jeg fortalte om mine symptomer, hvorfor er det, at jeg ikke kan hygge mig på normal vis, når jeg har det sådan her. Så måtte jeg naturligvis reflektere lidt over det, og sige, at det er fordi at ’stressen ikke lader mig gøre de ting jeg vil’.

Jeg har hørt sætningen ’stressen lader mig ikke’ eller ‘fordi jeg har det sådan her kan jeg ikke’ eller ‘min sygdom stopper mig fra’ rigtig mange gange – når jeg snakker med andre stressramte.

Jeg bliver selv enormt fokuseret på mine symtomer. Ofte er jeg fokuseret på at behandle, eller slippe af med de her symptomer, men symptomerne er der. Jo mere jeg bliver fokuseret på dem, desto mere fylder de. Jo mindre jeg tænker på dem, desto mindre fylder de.

Stopper symptomerne mig, eller gør jeg selv?

Dagene efter jeg havde været sammen med min familie, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg følte at det var fordi at jeg havde presset igennem for at lave alle de ting, jeg gerne ville med dem. Det er selvfølgelig ikke på nogen måde, deres skyld.

Hvad nu hvis jeg ikke havde drukket mig fuld? Havde symptomerne betydet, at jeg ikke kunne hygge mig med dem? Måske er symptomerne der netop for, at jeg alvorlig talt kan mærke, at jeg ikke skal strenge mig mere an nu. Måske er de her, for at fortælle mig noget.

Eller også er de her bare. Fast, som en del af mig. Som en del af at være Sarah Tenna lige nu.

Hvis jeg for en gang skyld ikke fokuserede på symptomerne som problemet, men accepterede at de nu bare er her – og måske bliver de værre eller også gør de ikke – ved at jeg tager ud og laver ting.

Jeg tror, at jo mere jeg fokuserer på symptomerne, dulmer dem for at undgå at deale med det hele, så bliver det værre. Fordi at selv den handling, at dulme dem, er et fokus på mine symptomer. Frygt for dem.

Det er okay at bare være mig

Disse reflektioner, og mine samtaler med min psykolog, gav mig mulighed for at give mig selv lidt mere kærlighed. Sige, at det er okay at symptomerne er der. Jeg kan  ikke gøre noget ved dem, andet end at bare acceptere at de er der. Og at det er okay. Jeg skal ikke nå noget. Heller ikke at blive symptomfri inden jeg skal rejse. Eller inden jeg skulle have startet på studiet.

Jo mere jeg tænker på dem, desto mindre fokuserer jeg på det, jeg har aller mest brug for.

Ro, tiltro, accept og selvkærlighed.

Næste gang min familie kommer på besøg, vil jeg ikke lade mine symptomer ’stoppe’ mig fra at hygge mig. Ej heller skal jeg forsøge at få dem til at forsvinde. Jeg skal acceptere at de er en del af mig. Og hvis jeg kan mærke, at det bliver for meget for mig at tage ind til byen, burde jeg i stedet lytte til den mavefornemmelse, og sige ‘lad os blive hjemme i stedet’. Selvom jeg syntes det ville være hyggeligt at tage ind til københavn og hygge os ’som vi plejede’. Også selvom jeg synes at det er pinligt at de er kommet for at besøge mig, og at det ikke er særligt underholdende at sidde i min to-værelses lejlighed.

Det er ikke på grund af mine symptomer, at jeg ikke kan de ting jeg har lyst til. Det er fordi at jeg slet ikke vil være ved, at tingene nu engang er som de er.

Hvad gør man så, hvis man skal ud og rejse?

Jeg havde, som sagt tidligere, bestilt en rejse til USA med min kæreste og nogle venner. Den har jeg besluttet mig for at tage på. Jeg har sagt, at det er okay at jeg har mine symptomer, og stadigvæk rejse.

Jeg skal ikke prestere noget. Jeg skal ikke være festens lys punkt. Hvis der er en dag, hvor jeg kan mærke at jeg ikke skal ind og være turist i storbyen, så må jeg blive hjemme og lytte til en god bog. Som jeg ellers også havde gjort, hvis jeg havde siddet hjemme i den to-værelses.

Jeg vil ikke dulme mine symptomer for at eksistere – men jeg vil leve med dem. Og have så mange gode oplevelser, jeg kan. Også sammen med mine symptomer.

I sidste ende er det kun én selv der bestemmer hvilken rejse, det her bliver. Og i dette tilfælde, mener jeg rejse i mere end én forstand.

Der var et rigtig godt citat, jeg læste.

“Whether you think you can do it, or think you can’t do it – you’re right”

Det syntes jeg var skide godt sagt.

Det bliver måske ikke en dans på roser

Det kan jeg ikke vide endnu. Men jeg ved, at hvis jeg blev hjemme fra denne rejse, ville det være i et sølle håb om, af at ikke tage med ville hjælpe mig til at blive rask hurtigere. At bare blive på sofaen, ville være mindre belastende. Men grunden til at jeg skulle være ‘rask hurtigt’ ville være for at jeg kunne blive frisk nok til at starte på studiet om en måned. Men uanset om jeg bliver hjemme eller ej, kan jeg ikke være sikker på om jeg bliver frisk. Og hvis jeg ikke bliver frisk, er det jo fuldstændig åndssvagt at jeg har mistet den chance for at skabe nogle gode minder, bare fordi jeg er syg med stress.

Jeg tror, at jeg skal stoppe med at ‘kæmpe’ for at nå et bestemt mål. Ingen ved, hvor lang tid denne proces vil tage – det eneste der er sikkert, det er hvad der er lige nu.

Hvis jeg fjerner den belastende tanke, at jeg skal tilbage til studiet nu – hvad så? Vil jeg så hellere sidde på min sofa herhjemme, eller til USA? Uanset hvad, kan jeg ikke selv kontrollere hvornår jeg får det bedre. Så hvad er det lige, der holder mig fra det.

Skide være med at jeg ikke kan være med til alle de ting jeg gerne ville. Jeg må gøre det der føles rigtigt her og nu, fordi her og nu, er alt der i virkeligheden er.

Ingen ved hvad der kommer imorgen.

Men vi kan selv vælge, hvad vi gør idag 🙂

Derfor har jeg valgt, at tage med. Det betyder at jeg fra på torsdag d. 31 August tager en måned til USA. Jeg håber at gøre mig en masse nye, rigtig gode minder imens jeg er væk. Samtidig håber jeg på at kunne bruge rejsen til at lære at lytte ordentligt efter mig selv, og sætte de nødvendige grænser, for at jeg ikke belaster mig selv. Jeg er meget spændt og også lidt nervøs. Jeg glæder mig til at fortælle jer om min tur, og også de ting, som jeg lærer undervejs.

Leave A Reply

* All fields are required