Region hovedstaden nedlægger psykiatriske behandlingsforløb til personer med tilpasnings og belastningsreaktioner

Jeg har en høne at plukke med region hovedstaden. Jeg beklager. Dagens indlæg vil bevæge sig langt fra det positive toneleje, som jeg forsøger at få til at dominere mine indlæg på bloggen. Dette er muligvis ikke for sarte sjæle – og derfor bør der kun læses videre, hvis man kan bære over med en midlertidig hysterisk furie.

Helt ærligt, ja jeg har et problem med det etablerede system

Man behøver ikke at læse ret længe på denne blog for at vide, at jeg er skeptisk overfor vores nuværende sygesystem. Jeg tror på at man når langt med rigtig kost og kosttilskud – når man vil ud af stress. Men det er ikke alle som har samme hippie grønne tilgang til psykisk belastning som jeg. Selvom jeg anser mig selv som en ret ressourcestærk pige, med ben i næsen og en vilje af stål – så har jeg stadigvæk bedt om hjælp fra det psykiatriske system. Her kan man få samtaler hos psykologer, læger, finde ud af, hvad der egentlig er galt med én.

Jeg er blevet puttet i kassen ‘tilpasnings/belastningsreaktion’ – som er lidt af et paraply begreb som bl.a. indbefatter stress. 3 måneder efter at jeg blev henvist til behandlingsforløb har jeg nu fundet ud af, at jeg nok kommer til at blive tilknyttet et gruppe-forløb. Dette bliver sammen med nogle af mine jævnaldrene som har gået de samme ting igennem. Det kommer jeg til Februar – altså 5 måneder efter jeg blev henvist.

Jeg synes det er for længe.

Men i det mindste får jeg hjælp.

Tragikomisk nok, vil jeg være en af de sidste der får tilbudt denne hjælp i Region Hovedstaden

Efter de forløbende ugers politiske forhandling er det blevet nødvendigt at skære – endnu mere – i vores i forvejen pressede psykiatriske sikkerhedsnet. Det betyder i praksis at folk, som bliver udredet med en tilpasnings eller belastningsreaktion, ikke længere vil kunne modtage et behandlingsforløb i Region Hovedstaden.

Hvordan kan i være det bekendt, helt ærligt? Der er her tale om folk, der simpelthen er blevet presset til bristepunktet. For mange af disse mennesker er det en hård kamp at komme tilbage til studie og arbejdsmarkedet, og i den process er det nødvendigt at få hjælp.
Ikke alle har økonomisk råderum til at betale for psykologer og behandling af egen lomme. Skal disse folk bare tabes på gulvet?

Eller skal de bare ‘tage sig sammen og komme videre med sit liv’?

Jeg er målløs. For en gangs skyld. Og oven i det er jeg bare helt komplet forarget, og forfærdet over, at vi i så ressourcestærkt land ikke kan formå at hjælpe dem som ikke kan hjælpe sig selv.

Det var alt fra mig i dag. Jeg håber jeg kan møde jer med lidt mere positivt sind næste gang.

Hvis du vil høre mere fra mig, kan du følge mig på facebook hvor du kan abonnere på alle mine nye indlæg – jeg vil være super glad for at have dig med i sundhedsrejse-familien 🙂

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer, så smid dem enten på min facebook, send mig en besked på instagram, læg en kommentar på indlægget her eller send mig en mail på stto@itu.dk.

Leave A Reply

* All fields are required