“Krisen red nærmest i tandem med stress og skabte en depression” Jannik, 32 år. Tema: Personlige oplevelser med stress

stress

Jannik, 32: Personlige oplevelser med stress.

Jeg er igang med en serie, som handler om hvor udbredt stress er. Tidligere bragte jeg Vibeke fra ByGuldager’s personlige oplevelse med stress. Denne serie består af nogle personlige beretninger om folks oplevelser med stress – hvordan de oplevede stress, hvad de gjorde for at få det bedre, og deres råd til de folk derude, der dealer med eller er pårørende til en person med stress. Dagens indlæg er et interview med Jannik, som er 32 år, og er endelig kommet ud af stressens kløer.

En præsentation af dig selv til læseren:

Jeg hedder Jannik, er 32, selvlært musiker, all-around nørd og har kæmpet on/off med stress og depression i længere tid

Hvad er din oplevelse med stress?

Jeg flyttede til København for et lille årti siden. Her ville jeg udforske musikken og finde mig selv samt bryde forstadens forsimplede verdenssyn. I stedet endte jeg med at arbejde i telesupport (for flere firmaer) i 8 år, indtil jeg en dag simpelthen slukkede. Det var et midlertidigt job, fordi ”jeg jo kunne det der med computere osv.” (indirekte citat af alle og til dels, mig selv), men den karriere blev mere presset af behov for at sælge og overarbejde. Til sidst følte jeg at jeg ikke havde tid til mine egne idéer og at arbejde mere, gav bare et større behov for at afreagere med uvaner, som druk osv. og altså et større forbrug. Det vil sige at jeg heller ikke tjente penge, men nu bare gik i en konstant tilstand af utilfredshed.

Hvor lang tid har din stress stået på / hvor lang tid tog det for dit at komme oven på fra stress?

Det tog flere år, med gradvis tilpasning og i mellemtiden har jeg også nu en identitetskrise, som ikke er glad for at finde sig i at man skal tage den med ro for at finde sig selv. Det er jo ovenpå flere års eksludering fra arbejdsmarkedet og det tilhørende sociale input og følelsen af at have et formål. Krisen red nærmest i tandem med stress og skabte en depression. Stressen er gået ned efterhånden, men det er en løbende kamp for at holde den fra døren og acceptere et mere fornuftigt flow i hverdagen.

Hvad syntes du,  er særligt ved stress?

At det ofte er noget folk vil sige de har, når de er travle og forvirrede, men man ved først hvad det er, den dag det stopper ens tankeflow og selv at åbne en dør kan være en svær handling.

Hvordan følte du at dine pårørende og bekendte reagerede på din stress?

Som de nu kunne. Dem som kender til stress-tilstanden, kunne reagere bedre. Jeg gemte det dog også lidt af vejen og skammede mig, så ofte kendte min omgangskreds ikke til at der var et problem

Er der noget du synes, at pårørende til stressramte bør vide? 

Hold ikke op med at prøve at engagere den påvirkede (tag ud, træn, lette arrangementer). Men for alt i verden; UNDGÅ at komme med dine floskler om lomme-livsfilosofi. De har tænkt meget mere over det end du har og vil kun føle sig nedgjort og stresse endnu mere over hvorfor de ikke er ”raske”.

Er der noget som du synes, har hjulpet imod din stress?

  • At sige nej.Det lyder for simpelt, men det er faktisk svært, når man hungrer efter socialt input og samtidig gerne vil føle sig rask. Det er dog en bjørnetjeneste at gøre sig selv, for man stresser bare på det sociale område og forværrer situationen. Verden står stadig, hvis du ikke er ude i en aften – og måske værdsætter du den mere, når du har VALGT at tage ud selv. Det værende sagt er det godt at komme ud fra tid til anden.
  • Søvn, god kost og motion virker derudover altid rigtig godt!Jeg træner, da det giver godt til selvtilliden at have en sund krop – derudover er bekræftelsen i at overkomme sig selv og yde mere end man troede muligt en stor faktor i at overkomme stress-blokader.

Har du lært noget af at have stress?

Det billede jeg har af mig selv, er for altomfattende. Det er ok ikke at være perfekt. Jeg forsøger at respektere mine værdier og grænser mere – Det vil sige at give plads til hvad jeg kan lide og endnu mere; forstå hvornår jeg ikke har plads til at påtage mig mere.

Et enkelt råd til en person som lider af stress?

Prøv at komme væk fra dine rammer, bare i en dag eller to. Undgå i den tid din telefon, ur og medier. Lav åndedrætsøvelser (og fortsæt endelig med dem bagefter) og tillad dig selv at nyde de input du pludselig lægger mærke til (vores hverdag og især smartphones, lammer vores evne til at føle, være kreative, frie og empatiske væsener). Ingen deadlines eller forventninger, bare ånd ind, ud og spørg hvad DU har lyst til den dag. Der er ingen der siger at du skal finde svaret og løsningen på på alle dine problemer, på én dag, men ofte giver det plads til at mange spørgsmål, kreative blokader og andre fikseringer, simpelthen krymper – Måske længe nok til at du kan huske hvor små de problemer i virkeligheden er, næste gang stress-monsteret banker på døren

– Jannik.


Tak til Jannik for at dele sin historie. Har du selv en historie med stress, du gerne vil dele, så tag meget gerne kontakt til mig.

Hvis du vil høre mere flere oplevelser med stress, kan du følge mig på facebook hvor du kan abonnere på alle mine nye indlæg – jeg vil være super glad for at have dig med i sundhedsrejse-familien 🙂

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer, så smid dem enten på min facebook, send mig en besked på instagram, læg en kommentar på indlægget her eller send mig en mail på stto@itu.dk.

Leave A Reply

* All fields are required