Kære pårørende til stressramt der mener, at man bare skal ‘tage sig sammen’

brev

Kære læser, jeg beklager. Dagens indlæg kommer sgu til at være en sur omgang. Jeg har for nyligt siddet med et meget tæt familiemedlem, som fortalte mig, at jeg ‘tænker mig selv syg’ og at jeg bare ’skal tage mig sammen og komme videre’.

Jeg har nu siddet og kigget på foregående sætning i et par minutter, lidt i tvivl over hvordan jeg egentlig fortsætter dette indlæg. Jeg tror faktisk at det er lidt på samme måde jeg havde det, da jeg blev præsenteret med denne… ganske ufølsomme samling af ord. Man stopper helt op, og aner ikke hvordan man skal fortsætte. For ikke nok med, at du befinder dig – basicly – midt i din egen største livskrise, så skal man også have at vide af andre at man faker den, og bare kan tage sig sammen. Bum.

Det er hårdt at være pårørende

Jeg er sikker på at folk sådan siger det de gør, fra et positivt sted. De bekymrer sig. De vil ikke se én falme og spilde et godt stykke liv. Der er kærlighed gemt i beskeden. Det er i hvert fald hvad jeg siger til mig selv, når jeg får den. Stadigvæk kan man ikke lade være, et sted dybt nede, at græde lidt indvendigt.

Fordi de forstår én ikke. Man forstår ikke sig selv heller, jovist, men hvordan kan et menneske sidde overfor et andet menneske, og tro at man simpelthen tænker sig til at blive invalideret på sådan en måde, at man ikke kan færdiggøre studie, fortsætte et arbejde, ses med sine venner eller være sød mod sin kæreste? At man gør det, fordi man er .. tør jeg sige det? .. doven?

Ting, som pårørende til stressramt skal vide

Fordi jeg i situationen jeg blev stillet overfor ikke kunne sige andet end ‘det er fordi du aldrig har er gået ned med stress, at du ikke forstår det. Men det passer bare ikke’ vil jeg gerne lave en lille samling af kendsgerninger. Dem kan du jo sende til DIN pårørende som ikke kan eller ikke vil forstå, at du ikke ‘tænker dig selv syg’. Det kan være at også jeg er mand nok til at sige dem højt næste gang jeg bliver konfronteret med samme udmelding.

  • Stress er en reel lidelse

    Stress er en belastningsreaktion som simpelthen sker, fordi man netop ikke er doven. I stedet sker den, fordi man i længere tid – månedsvis eller årevis – ikke har været doven. Man har nemlig lavet for meget. Prøvet for hårdt. Måske endda prøvet for hårdt at ændre ting eller forbedre ting i sit embede, man ikke engang har magt til at ændre.

  • Stress er en FYSISK lidelse

    Når man har været stresset i længere tid, er kroppen begyndt at producere rigtig meget kortisol og adrenalin. Kortisol og adrenalin er rigtig godt at have meget af, hvis man bliver jagtet af  en løve. På kort sigt skærper kortisol og adrenalin ens sanser og man bliver fokuseret. Men hvis stressen i dit liv ikke kommer fra en løve, er det måske ikke just så simpelt at fjerne sig fra det, din krop opfatter som en ‘fare’. Overproduktion af kortisol resulterer i at den ramte kan opleve angst, aldrig føler at de kan slappe af, har lyst til at flygte fra det hele… Syng selv flere vers.

    Kroppen tror simpelthen at man er i livsfare. Ligesom hvis en løve løber efter én i syv måneder i streg, så tager det også lang tid at komme sig over den oplevelse, at man selv har stresset sig for meget i en periode. Bare fordi man stopper på job og ‘faren er overstået’ – så er din krop stadigvæk i alarmberedskab. Den fortsætter med at producere kortisol længe efter. Derfor tager det også tid, at komme sig over stress. Og lang tid er ikke et par uger. Det er måneder. For nogen er det år.

    Og det er ensomt. Det er forfærdeligt. Det er det hårdeste man nogensinde har været igennem. Derfor skal DU eller ingen anden ikke neglicere oplevelsen til at være selvopfundet. INGEN synes at det er ‘fedt’ at være gået ned med stress.

  • Bare fordi du ikke kan se det, betyder det ikke at det ikke er der

    Jeg forstår godt at det kan være svært at forstå, at en person er syg hvis du ikke kan se det. Men det er fandens besværligt at rende rundt med forbinding omkring hovedet hele tiden. Dårligt udsyn du ved. Men du kan jo finde trøstelse i at stress, såvel som stofskiftesygdomme, gigt, imunsygdomme og faktisk selv den slags KRÆFT som er inde i kroppen, alt sammen er sygdomme som ikke kan ses. Det betyder heller ikke at de ikke findes.

Hvad kan du SÅ gøre som en pårørende til stressramt

Okay, hvis stress er en reel lidelse, og faktisk opleves fysisk (!) … hvad gør man så som pårørende, der bare ønsker det bedste for sin stressramte? Man behøver ikke at sætte sig mere ind i hvad der sker i deres liv. Men det mindste man kan gøre er at prøve at forstå. Forstå at det er hårdt, og ikke er noget der bare kan tænkes væk. Stress tager tid, men med nok selverkendelse og selvkærlighed kan selv en stressramt komme stærkere ud på den anden side. Men det kræver altså at man tager den tid det tager, og accepterer at det tager lang tid. Også selvom DU mener at det er noget pjat.

Hvis du er pårørende til en stressramt og vil vide hvad man ellers kan gøre som stressramt, for at få det bedre, har jeg skrevet nogle råd ned her. Hvis du har mere overskud til at lave mad, end din stressramte kan du også hjælpe dem med at spise efter principperne af anti stress diæt. Og til sidst, så kan du læse op på emnet. Det kan du gøre, både her på min blog, men også i et utal af bøger. Personligt kan jeg anbefale ‘Stressfri på 12 uger eller mer‘, eller lytte til lydbogen ‘Hvordan jeg kom gennem STRESS – og blev klogere af det’. Educate yourself. Tak fordi du læser med 🙂

Hvis du vil høre mere fra mig, kan du følge mig på facebook hvor du kan abonnere på alle mine nye indlæg – jeg vil være super glad for at have dig med i sundhedsrejse-familien 🙂

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer, så smid dem enten på min facebook, send mig en besked på instagram, læg en kommentar på indlægget her eller send mig en mail på stto@itu.dk.

Leave A Reply

* All fields are required