Kimchi – probiotisk vidunder mad til en sund mave!

Kimchi, anti stress diæt, diæt, sund mad

Kimchi fan nr. 1 er klar med en hyldestsang til dette super sunde probiotiske vidunder!

Dem af jer der kender mig ved, hvor meget jeg elsker mad. Mere specifikt, især asiatisk og koreansk mad.

I det koreanske køkken, som jeg opdagede på en rejse til landet, opdagede jeg kimchi. Og jeg blev forelsket. Ikke kun på grund af dens fantastiske smag, men også dens versitilitet til at kunne bruges på så mange forskellige måder. 

Ligeledes også fordi det er skide sundt.

Hvorfor er kimchi fantastisk?

Kimchi, som andet fermenteret mad, indeholder nemlig en masse probiotiske egenskaber som er rigtig gode for os. Og for vores mave.

Der er kæmpe sammenhæng mellem vores tarme, mave og vores psykiske velbefindende. Derfor er det også nærliggende at kigge på kosten når man går ned med stress, depression, eller bare vil booste sin sundhed. Jeg har skrevet et indlæg hvor jeg kommer ind på, hvad man kan spise for at lindre sin stress her. På grund af Kimchiens sundhedsfremmende egenskaber så syntes jeg derfor det var på plads at dele min egen hjemmelavede opskrift på kimchi.

Der findes en masse opskrifter på kimchi og mange er på engelsk, så til dem af jer som har lyst til at prøve jer med denne koreanske herlighed skal jo ikke snydes!

Kimchi opskrift

Til at lave kimchi skal du bruge:

– Et sylteglas som det ses ovenfor på billedet.  Lufttæt – vigtigt. Brug gerne et stort et, så du kan lave en lidt større portion. Kimchi kan holde meget længe, så det gør ikke noget at den står i nogle måneder.

– Plastik Handsker. Skal bruges til blanding af kimchien. Chilipastaen kan være meget krads for hænderne.

Chilipasta:

– Frisk chili (en stor håndfuld)

– Et helt hvidløg

– 2 til 3 cm ingefær

– et løg

– Citron

– En spiseske honning

– Gochujang eller chilipulver (Gochujang er en koreansk chilipasta, kan f.eks købes i torvehallerne og online). Gochujang kan undlades hvis du ikke kan få fat på det! Så brug i stedet frisk chilipulver. Køb det i en mellemøstlig / asiatisk handel, da det du kan købe i netto osv. Er for dyrt i drift.

– Himalaya salt (eller andet groft salt)

Disse ingredienser blendes til en uniform pasta

Kimchi indhold

Rigtig mange grøntsager kan kimchi’es. Eksempelvis kan man bruge forskellige slags salat blade, kål, agurker, rodfrugter. I denne version holder vi os til en rimelig basic kimchi. Hvid du ikke kan finde en af ingredienserne nedenfor kan du erstatte det med noget lignende eller andre grøntsager. Kun din fantasi sætter begrænsninger!

– Kinakål

– Et bundt forårsløg

– Gulerødder

– Rødløg

– Kinaradisse

– Himalaya salt

Alle kimchi ingredienserne skæres groft ud og puttes i en MEGET STOR skål, gem 2-3 hele blade af kinakål. Udover det spreder du himalaya salt. Herefter skal chili pastaen masseres ind i grøntsagerne. Massér ind til alt er dækket af pastaen og der begynder at være ret meget ’saft’ i bunden af skålen.

Alt kimchi puttes på sylteglasset og glasset skal være fyldt til randen. Put herefter de 2-3 overskydende kinakål blade oveni så massen bliver presset ned. det skal være så fyldt at der ikke skal være luft tilbage i toppen når du lukker låget. Strø en masse salt over og luk låget. Kimchien stilles nu til at fermentere – ude af køleskabet. Hver dag skal låget åbnes og kimchien luftes – dette grundet af de luftbobler som fermentering skaber. Det kan godt sprøjte lidt, men bliv ikke bange, det betyder at du har gjort det rigtigt!

Efter 5-7 dage bør blandingen smage syrligt og så er den klar til at spises og komme på køl!

Lad mig endelig høre hvordan det går med jeres kimchi!

Hvis du vil høre mere fra mig, kan du følge mig på facebook hvor du kan abonnere på alle mine nye indlæg – jeg vil være super glad for at have dig med i sundhedsrejse-familien 🙂

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer, så smid dem enten på min facebook, send mig en besked på instagram, læg en kommentar på indlægget her eller send mig en mail på stto@itu.dk.

Leave A Reply

* All fields are required