Hvordan føles stress og ting jeg glæder mig til at kunne igen.

Jeg glæder mig.

For folk, som aldrig er gået ned med stress, kan det svære utrolig svært at forstå sig på, hvordan stress føles. De fleste kender til følelsen af at være stressede. Måske har du selv oplevet at hjertet begynder at banke hurtigere, og mindre gøremål virker umulige. Deadlines, der hober sig op, og man kan ikke se en ende på det hele. Jovel. For de fleste, er det en periode de skal igennem, hvor de kommer ud på den anden side – måske med en sommerferie eller lignende, så man når at lade sine batterier op, før det hele går igang på ny. Men hvad betyder det egentlig at være gået ned med stress.

For mig, betyder det at jeg intet overskud har. At jeg hele tiden føler mig ‘ængstelig’ og som om noget er galt, uden at jeg ved hvad. Nogle dage føler jeg mig decideret deprimeret, og bange for at jeg er syg. For det meste har jeg en ’sky’ omkring hovedet som gør at jeg aldrig føler at jeg kan tænke klart. At jeg ikke KAN alle de ting jeg gerne vil.

Den letteste måde for mig at forklare, hvordan det er at være gået ned med stress er ved at fortælle, hvilke ting jeg glæder mig til at kunne – som jeg ikke kan nu.

 

Ting jeg glæder mig til

Jeg glæder mig til at kunne løbe en tur.

Jeg glæder mig til at mine veninder føler at de kan ringe til mig, og spørge om jeg har lyst til at lave noget.

Jeg glæder mig til, at jeg uden at tøve siger ja, til at lave ting med mine venner, uden at være bange for om ‘jeg har en god dag den dag’.

Jeg glæder mig til at jeg kan gå i skole igen.

Jeg glæder mig til at kunne tænke klart.

Jeg glæder mig til at ikke føle den her knugen i brystet hele tiden.

Jeg glæder mig til at vågne og se, at vejret er godt, og bestemme mig for at gå en tur i København.

Jeg glæder mig til at kunne gå en tur i København, uden at være bange for at de mange indtryk ‘dræner mig’ eller giver mig et angstanfald.

Jeg glæder mig også til, at jeg bare kan ligge planer ude i fremtiden uden at være bange for, hvordan tilstanden er dér.

Egentlig glæder jeg mig bare til at ikke længere skulle frygte for at imorgen er endnu en nedtursdag.

Jeg glæder mig til at kunne se tilbage på det her, med glæde over alt hvad jeg lærte i perioden.

Jeg glæder mig til at ikke være bange – for hvad som helst. At bare kunne tage det hele med ro igen.

Gøre hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det.

Der er rigtig mange ting, man tager for givet

Når man ikke har været gået ned med stress, kan man godt tage mange af de her små ting for givet. Jeg ved at jeg selv gjorde det. Selv da jeg kom tilbage fra at have været gået ned med stress første gang. Derfor håber jeg især at jeg denne gang ikke vil tage alle disse små gaver for givet. Sin tid, sin kunnen, sin frihed, sit klarsyn.

Kære læser, hvis du aldrig har været gået ned med stress – fantastisk! Tag ved lære af mine fejltagelser og pas på dig selv. Et stress nedbrud kan ramme selv den bedste, hvis man bliver ved med at presse sig selv og sige “bare to uger mere”. Det kan være netop de uger, der gør forskellen.

 

Leave A Reply

* All fields are required