Har du husket at reflektere over livet idag?

Man skal reflektere.

Jeg skrev i sidste uge et lille indlæg om, hvordan det egentlig føles at være gået ned med stress – på en af de dårlige dage. Hvis du ikke har læst det endnu, kan du gøre det lige her!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når først man er gået ned med stress, så er vejen til bedring ikke en lige linje. Det glemmer jeg selv, rigtig ofte. Jeg bliver overvældet af ‘de dårlige tider’ og tænker, det betyder at jeg simpelthen er gået i regression. Oftest med rigtig meget navlepilleri tænker jeg over, alle de ting jeg har gjort forkert, siden jeg nu er gået tilbage.

Man kan glemme helt hvad det hele handler om

Mit føromtalte indlæg skete midt i en ‘dårlig periode’. Jeg var rigtig, rigtig ked af det. Jeg føler, at jeg stoppede inden legen blev alt for god. Jeg fik sagt stop, og skruede gevaldigt ned for tempoet, men det var ikke nok. Siden jeg gik ned i Juni, lige efter min eksamen, gik det dårligt i noget tid, men jeg var hele tiden nogenlunde accepterende omkring, at det her ville tage noget tid.

Men sidste uge blev jeg overvældet over, hvor kort tid der er tilbage til studiestart og at jeg på ingen måde er der, hvor jeg føler at jeg er klar til at påbegynde studiet, ikke engang bare lidt. I stressen over at jeg gerne vil tilbage primo september, så glemte jeg hvad det hele handler om. Jeg glemte at reflektere over årsagen, og blev fokuseret på mine symptomer, på mig selv og på fremtiden. Dette fortsatte over nogle dage, og mine symptomer blev værre og værre. Snart græd jeg hele tiden, og frygtede at min stress havde løbet over og givet mig depression.

Det skal gøre ondt før det går godt

I mandags havde jeg en tid hos min akupunktør – den skønneste kvinde fra … Canada eller USA, jeg kan ikke huske det, men hun har simpelthen den dejligste, søde accent. Jeg var blevet kørt dertil af min far ..(fordi jeg pt. får angst af offentlig transport…. Ikke at man behøver en stress diagnose for at få det!) og med det samme jeg kom ind, spurgte hun hvordan det gik.

Jeg begyndte selvsagt at græde, og forklare hende at jeg var bange for at jeg havde fået en depression. Hun lagde viste mig op på biksen, vi snakkede en lille smule om mine symptomer så hun vidste hvor vi var, og for at hun kunne ligge en plan for hvad vi skulle arbejde på den dag. Fordi jeg var så meget ude af mig selv, spurgte hun om hun skulle blive, mens jeg lå med nålene (normalt går de så man kan få ro).

Som jeg lå der, med nåle fra top til tå, taler vi min proces igennem. Hun siger, at det er en god idé at jeg også taler med min læge, i tilfælde af at jeg har en depression. Det giver mig faktisk lidt ro, da hun siger ‘nogengange skal vi have lidt medicin, for at blive hjulpet videre, og det er helt okay’, da hun, ligesom jeg normalt prøver at løse alt med kosttilskud. Men det var rart at hun mente, at det andet også var okay, i krisesituationer.

Da alt gav mening

Vi taler videre, og hun beder mig at tale lidt om processen med min stress indtil videre. I løbet af fortællingen, ‘kommer jeg i tanke’ om min abort. Jeg ved at det lyder åndssvagt, men fordi jeg fokuserede så meget på min tilstand, mine symptomer og stressen for at komme videre, havde jeg fuldstændig GLEMT at der var en grund til, at jeg er så ked af det.

Bylden sprang

Ulækker metafor, jeg ved det. Men det, at jeg ‘huskede’ hvorfor at jeg gik ned med stress, huskede hvordan jeg har presset mig selv, var det ligesom en byld der sprang. Da jeg endelig begyndte at reflektere  græd jeg nærmest non stop hele dagen og aftenen. Jeg fik, endnu en gang, talt aborten og alle de modstridende følelser omkring den igennem med min kæreste.

Det gjorde pisse ondt. Symptomerne er ikke forsvundet, og jeg er ikke engang sikker på at de er blevet bedre – men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg IKKE har en depression.

Pointen er…

Hvis vi går og glemmer, hvad der har skabt denne situation for os, kan det simpelthen gøre os ulykkelige. Vores hjerne kan ikke lide at vi undertrykker alle vores følelser.

At vi forsøger at fortrænge al vores frustration og sorg. Følelser skal ud. Nogengange skal de grædes ud. Nogengange skal de råbes, der skal slåes i puden og man skal brøle som en bjørn. Andre gange skal de synges ud. Nogle følelser bliver bearbejdet på en måde, andre på en anden. Men jeg tror uanset hvad, at de skal bearbejdes – igen og igen. Indtil barnet inde i én føler sig set, hørt, taget sig af.

Vi må søge indad

Når vi går ned med stress, binyretræthed, depression – så er det vigtigt at huske at bearbejde alle de ting, som der har skabt denne situation. Hvis vi ikke får disse ting bearbejdet, kommer vi til at ende præcist hvor vi startede, om det bliver om et, to eller tre år vides ikke.

Det heldige er, at den tid vi har lige nu skal bruges til at reflektere. Forstå os selv, vores mønstre. Det er i reflektionen, at vi finder frem til hvordan vi skal forbedre os selv. Hvordan vi skal leve, for at blive virkeligt lykkelige

Jeg er taknemmelig

Ikke taknemmelig for at have det af h… til. Men jeg er taknemmelig for, at jeg nu har tiden til at lære mig selv endnu bedre at kende. Jeg forstår nu, at grunden til at jeg reagerede så stærkt på aborten, også i lige så stor grad handler om den magtesløshed jeg følte. Og alle de gange i mit liv, jeg har følt mig magtesløs. Jeg forstår, hvorfor jeg agerede som jeg gjorde, og hvorfor jeg lukker ned for mine følelser. Jeg forstår også, at hvis jeg ikke ser disse ting i øjnene, får vendt dem, drejet dem, og set dem fra alle vinkler, vil jeg fortsætte med at lave samme fejl igen og igen.

Tænk engang at der skulle 20 nåle og en canadisk / amerikansk akupunktør fra Amager til, før at jeg så det. Tak for det, glimmer på og op på kaminhylden.

Leave A Reply

* All fields are required