Glæde – hvad er lykke og glæden som modgift til stress

Omkring glæde og spiritualitet.

Når man er gået ned med stress har man utrolig meget fritid. Denne fritid prøver jeg at bruge til, at lære så meget som muligt, så jeg kan forbedre mit liv – for resten af mit liv.
Her i dag sad jeg og lyttede til ‘The Essence of Happiness‘ af Dalai Lama & Howard C. Cutler.

Det er sjovt fordi, hver gang jeg finder mig selv i lidt af en prøvelse her i livet, er det første jeg vender hovedet imod, spiritualitet. Det er ligesom om, at disse udfordringer skal til fordi, jeg simpelthen har glemt noget helt essentielt her i livet. Hvad der betyder noget for mig – og glæde. Sidste gang lærte jeg, hvor vigtigt det var for mig at have spiritualitet, en højere bevidsthed om livet. Men da livet og stressen startede igen, glemte jeg det.

Da jeg så idag sad og lyttede til denne lydbog, var det ligesom at blive slået i hovedet med en hammer. 

Det gik pludseligt op for mig

Det jeg manglede her i livet var simpelthen glæde. Ikke glæde som i ting der gør mig glad, men som i at helt fundementalt, forstå hvad glæde er. Jeg skal være ærlig at indrømme at jeg tit føler mig draget af de momentære glæder – fysiske ting og success. Problemet ved at lade sin glæde definere af disse fysiske successparametre er, at selvom du måske kan opnå nogle af dem – den lækre krop og den gode karakter – så er livet foranderligt. Fysiske ting varer ikke ved. Hvis man lader sin lykke definere af fysiske ting vil din glæde og lykke være momentærlig, kun midlertidigt indtil du mister den fysiske ting. Eller indtil at du begynder at ville have andre ting.

Bogen forklarer hvordan glæde i stedet skal baseres på noget helt andet.

Blandt andet, glæde ved de ting man har, fremfor de ting man ikke har eller ønsker at have. Det handler essentielt om at ændre sit fokus udadtil, til at fokusere indad! BOOM – mind blown! Okay okay, det lyder mega helligt, som om at man er frelst bare fordi man finder ud af dette. Det er jo egentlig en ting vi alle sammen ved, dybt nede. Men da de snakkede om det, kunne jeg bare mærke hvordan det bare rørte mig. Hvordan at tænke over det, fik mig til at have lyst til at græde, fordi det bare er så sandt.

Det føltes simpelthen som om at man havde fanget en tanke, en idé som simpelthen specificerede hvad det hele altså handler om.

Medmenneskelighed

Ligeledes som man får glæde af, at fjerne sit fokus fra at få glæde fra fysiske ting, er en lige så stor del af glæde medmenneskelighed. At være i stand til at kunne udøve medfølelse for vores medmennesker. Om det er vores venner eller fjender.

At anerkende, at vi dybt nede basalt set alle sammen er ens. Vi vil alle sammen blot søge lykke, og undgå smerte. Og det skal vi allesammen have uforbeholdent lov til at gøre. Hvis vi kan forene os om dette, kan vi i større grad udvise medmenneskelighed, fordi vi forstår at vi på et dybere plan, stort set ønsker det samme. Så selvom vi er forskellige, er vi stadigvæk ens.

For at være glade, er det vigtigt at give slip på den negative sammenligning. At synes at det er urimeligt, at nogle har de ting du ønsker, fordi de har lov til at søge deres egen lykke. Du bliver ikke mindre lykkelig, fordi du har mindre end dem, men du bliver ulykkelig, hvis du sammenligner dig med dem.

Hvis vi møder andre mennesker med medmenneskelighed, kan vi give slip på den uretfærdighed vi føler, når vi sammenligner os selv med andre. Når vi giver slip på den, kan vi blive lykkelige. Hvis vi møder andre med respekt, medfølelse og medmenneskelighed, giver vi dem positivitet, og positivitet smitter. På andre, men også på os selv.

Frigørelse fra tanken om stabilitet

Vi mennesker er enormt bange for forandring. Det kan godt være du ikke er, men det kan jeg i hvert fald godt sige, at jeg kan være – til tider. Vi ønsker stabilitet og forudsigelighed. Problemet med dette er, at livet ikke er forudsigeligt. Især hvis man, som jeg, er midt i et stress sammenbrud, hvor man pludselig skal tage stilling til at man INTET kan, som man kunne før. Det kan vi ikke lide. Derfor kæmper vi ofte med næb og klør fordi vi vil ‘tilbage til før’. Problemet er, det kan aldrig gå tilbage til hvordan det var før. Og det skal det ikke – for sådan som vi levede før, var grunden til at vi endte her.

For at blive rigtigt lykkelige, må vi give slip på tanken og håbet om stabilitet omkring os. Livet ændrer sig. Ting sker. Hvis vi bygger vores liv med tanken om, at det hele skal være stabilt, så bliver vi ulykkelige så snart der sker forandring. Vi vil altid søge ulykkeligt tilbage til status quo.

Mange af os har prøvet at være i et ulykkeligt forhold. Alligevel sker det ofte, at når vores partner så forlader os, bliver vi ulykkelige og ønsker dem tilbage – hvordan kan det være? Fordi vi hader forandring.

Accept af forandring

Hvis vi i stedet for skabe lykke på en forventning om stabilitet, skal vi måske gøre det med en større forventning om forandring. Fordi stabilitet er ikke en sikkerhed, det er forandring. Fordi livet forandrer sig, altid – det er sikkert.

Hvis vi forventer at livet kommer til at have forandringer, prøvelser, udfordringer, så går vi disse i møde med et åbent sind. Således kan vi sige “okay, det var da lige godt tårwligt” (jeg er opvokset i jylland) – “hva så nu?”

Sådan undgår vi at ende i en cirkel af at ikke acceptere tingenes gang, og kæmpe imod tingenes tilstand.

Hvis vi i stedet accepterer at tingene nu er ved at forandre sig, må vi stille os midt i forandringen og simpelthen go with the flow og se, hvor forandringen fører os hen.

Vi må stoppe med at kæmpe imod

Det gik igen, igen igen, op for mig, hvor vigtigt det er, at ikke forsøge at kæmpe imod. Men simpelthen bare flyde med det, som er og det som sker. Livet er en evig rejse på vejen imod at blive klogere. På sig sig selv og den her skøre ting, vi kalder livet.

Jeg synes at mange af de her tanker gav mig en følelse af mening. En følelse af at have fanget noget af betydning – og derfor tænkte jeg at jeg ville dele de tanker med jer 🙂 håber at i kan bruge dem til et eller andet!

Mange varme og kærlige tanker

Leave A Reply

* All fields are required