Blog

brev, storytime

Hej derude. I dag vil jeg dele noget meget personligt. Nemlig et brev, jeg skrev til mig selv, da jeg havde det allerværst. Dengang var jeg gået ned med stress, dog en meget anderledes situation end nu. Hvis jeg ikke havde været den oplevelse igennem, havde jeg haft en meget anderledes liv den dag idag. Jeg er naturligvis ikke perfekt, for jeg er ‘her’ jo på sin vis igen. Men så alligevel meget anderledes.

Denne her gang, stoppede jeg mens legen var god. Jeg kunne se, at hvis jeg ikke gav mig selv en velfortjent pause, ville det gå som det gjorde sidst – og derfor stoppede jeg simpelthen. Med alting.

Der er stadig vej, før jeg kommer tilbage til at have det som jeg havde det før. Men jeg forventer, at jeg er hundrede gange klogere på mig selv, og stærkere end før. Jeg tror på mig selv, og min vilje og styrke til at få det bedre.

Men selvom jeg føler sådan, var der engang hvor jeg virkelig ikke troede på det. Jeg troede ikke noget ville blive bedre. Det har taget mig en lang, sej kamp, for at nå dertil. Og jeg tror, at det startede, den dag jeg grædende skrev mig selv dette brev. Dette brev blev skrevet til mig selv, da jeg var 26 år, og boede hjemme hos min far. Jeg, voksen kvinde med egen lejlighed, studerende på Universitetet, var nød til at bo hos min far. Jeg kunne ikke tage vare for mig selv. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde enorm angst. Jeg kunne ikke engang handle selv. Jeg havde ingen apetit og havde ikke lyst til at spise. Jeg havde selvmordstanker.

Brev til mig selv – d. 16/8-2015

“Kære Fremtidsjeg.

Jeg ved at livet er lidt hårdt lige nu, det er muligvis derfor du læser dette. Eller også er det fordi du er kommet videre og føler at du vil læse det igen, for at slutte et kapitel.

Uanset hvorfor du læser dette, vil jeg have at du ved at jeg elsker dig og jeg er stolt af dig. Du gør det skide godt.

Du er pisse stærk, se på hvor langt du er kommet. Tænk på dengang du troede du skulle dø. Tænk på da du brød sammen hjemme hos din far. Tænk på da du lå i sengen og slet ikke kunne slappe af, fordi du slet ikke kunne slappe af og alle dine muskler spændte og det snurrede i kroppen. Tænk på da du intet kunne spise og da du følte at alt håb var ude. OG SE PÅ DIG NU! Du har kæmpet så godt. Du er nået længere end du selv havde troet, bare selv hertil hvor jeg er lige nu.

Ja gu’ er det hårdt, for et liv uden udfordringer er et liv man ikke værdsætter. Men du værdsætter det, fordi du har kæmpet. Jeg kæmper, jeg kæmper for dig. HUSK det – aldrig opgiv håbet, for hvad er så værd at kæmpe for? Uanset hvor du er i livet lige nu, så husk at det har været værre. Og hvis du kunne klare dig igennem det – så kan du klare dig igennem hvad som helst. Enhver udfordring der står foran dig. Jeg tror på dig. Din familie tror på dig. Dine venner tror på dig. Selv folk, som du knapt nok kender, tror på dig. Faktisk er der ikke nogen, som ikke tror på at du kan. Og jeg tror på mig. Jeg kan. Og jeg VIL.

HUSK DET.

Det var det. Jeg tror at jeg følte at jeg ville dele det brev med jer, for at minde os selv om, hvor langt vi alle er kommet. Og der er en vej tilbage at gå, men det er okay. For der er håb – for den som holder viljen i sit hjerte.

 

Leave a Comment:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.